12. okt. 2011
Af af Dorte Quist

Pilou Asbæk: Jeg halter videre

Pilou Asbæk
Pilou Asbæk
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Ser man godt efter, kan man se, at spindoktoren Kasper Juul stadig halter lidt i den nye sæson af ”Borgen”.

Det er Pilou Asbæks ødelagte knæ fra foråret, som stadig plager ham. Derfor var han også lovligt undskyldt, da han kom en halv time for sent til pressemødet på DR's nye sæson af "Borgen". Han havde nemlig været til genoptræning med sit knæ.

- Det går bedre med mit knæ, men helt ovre det er jeg ikke. Og så må jeg altså halte videre også i serien.

Pilou Asbæk, 29, har fået mange kommentarer om sin rolle som spindoktoren Kasper Juul af både røde og blå politikere i året, der er gået, siden den første sæson af "Borgen" blev vist.

- De fortæller mig alle sammen, at de godt kan genkende Kaspers karakter. Ikke som deres egen spindoktor, men altid som en af de andre folketingsmedlemmers spindoktorer. Det har jeg grinet meget ad, fortæller Pilou.

I den nye omgang af den populære serie, der havde 1,5 million seere i første sæson, har Kasper Juul fået en ny kæreste, Lotte, der spilles af Rikke Lylloff.

- Det har været rigtig dejligt at spille sammen med Rikke. Hun gør det fantastisk godt, siger Pilou og røber, at han også engang har kaldt sin kæreste ved det forkerte navn, akkurat som Kasper Juul gjorde.

- I gymnasiet kom jeg til at kalde min daværende kæreste ved min eks-kærestes navn. Og det sjove er, at hun reagerede fuldstændig ligesom Lotte i "Borgen" ... nemlig ved at kalde mig ved sin egen eks-kærestes navn.

Læs mere om: