7. nov. 2013
Af dkeditorial
Poul Nyrup kidnappet
Poul Nyrup Rasmussen
Foto: Lars H. Laursen/BILLED-BLADET
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev torsdag formiddag kidnappet af Mads Steffensen fra Danmarks Radio - politikeren skal være med i "Her er dit liv".
Der ventede tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen lidt af en overraskelse, da han torsdag formiddag skulle til møde i foreningen Det sociale netværk. Arrangementet forløb nemlig ikke helt efter den plan, som Nyrup havde fået.
Midt under det hele begyndte Socialdemokraternes slagsang, "Når jeg ser et rødt flag smælde", pludselig at lyde, og ind kom DR-vært Mads Steffensen med røde roser samt et kamerahold og kidnappede den tidligere S-statsminister til programmet "Her er dit liv".
Poul Nyrup Rasmussen var Danmarks statsminister fra 1993-2001. Han er 70 år og gift med politiker-kollegaen Lone Dybkjær.
Programmet vises senere på året på DR 1.