Puk Elgård trænger til en pause fra skærmen
Det er 17 år siden, Puk Elgård debuterede som TV-vært i programmet "Børne 1'eren" på DR1, og nu trænger hun til en pause - hun vil væk fra skærmen og tættere på sin familie.
Puk Elgård bekræfter over for Søndagsavisen, at hendes tid som TV-vært er slut på ubestemt tid.
- Jeg vender ikke tilbage lige med det samme. Jeg har brug for en pause, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, fortæller hun til avisen.
TV-værten fra "Aftenshowet" på DR1 tog i efteråret orlov i nogle måneder på grund af kraftig migræne, men hun fastholder, at det ikke skyldes sygdom, at hun nu trækker sitkket.
- Nej, nej, jeg har det godt, men efter 20 år på skærmen har jeg simpelthen bare brug for en pause. Jobbet som TV-vært er et meget eksponeret job, der slider i længden. Som vært på "Aftenshowet" er man på tre aftener om ugen. Jeg har en kæreste, som også er meget væk, og jeg vil også en gang imellem være hjemme og putte min søn på 10 år, forklarer TV-værten til Søndagsavisen.
Selv om Puk Elgård ikke længere skal være på skærmen, så betyder det ikke, at Puk Elgård er færdig med at lave TV - tværtimod.
- Jeg bliver i hvert fald i TV-Byen, og så må vi se, hvad der sker. Men det ligger fast, at der skal laves TV hele tiden, så mon ikke vi finder på noget, siger Puk Elgård til Søndagsavisen.