Remee stiller krav til DR
Og vanen tro skete det også efter X Factor 2010. Efter tredje sæson med Remee som en fast bestanddel af programmet, måtte det være slut. Det var i hvert fald udmeldingerne fra den talentfulde hitmaker.
Alligevel kommer det ikke bag på nogen, at han nu alligevel er røget i rygtemøllen om hvem, der skal finde Danmarks nye stjerneskud til X Factor 2011.
Remees hjerte banker for showet, og derfor er forhandlingerne i fuldt gang. I år stiller han dog krav for hans videre deltagelse.
- Jeg har skitseret, hvilke behov jeg har for optimalt at kunne bidrage til programmet én gang til, fortæller Remee til Se og Hør.
De sidste par år har Remee beklaget sig over den mængde tid og penge, han lægger i arbejdet, men hvad den ambitiøse herre præcis gør krav på, afslører han ikke helt.
- Det har primært handlet om deltagerne, systemet og programmet. Hvis jeg går ind i det igen, er det, fordi jeg kan skabe noget nyt med det, siger manden bag adskillige internationale hits.
Måske kan det tænkes, at Remee især gerne vil undgå situationen, hvor han skal vælge og vrage imellem sine egne deltagere, som det var med Anna og Jesper sidste år.