24. mar. 2021
Af Karina Didriksen

René fra Rigtige mænd: Derfor gik jeg glip af min søns fødsel

René fra "Rigtige mænd og makkere" med sin søn.
René fra "Rigtige mænd og makkere" med sin søn.
Foto: Privat
De usunde madvaner endte med at koste mureren René Pehrson fra DR’s ”Rigtige mænd og makkere” et stort øjeblik i sit liv.

Den madglade og nordjyske murer René Pehrson fra ”Rigtige mænd og makkere” på DR1 gik glip af et stort øjeblik i sit liv, da han skulle være far for første gang.

- Da min kone var ved at føde vores søn Maks, sagde jordemoren, at jeg lige kunne gå ud og få lidt luft. Jeg vidste ikke, hvor meget luft jeg skulle tage, så jeg var i 7-Eleven og spise hotdogs, fortæller René til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Da jeg kom tilbage, havde hun født. Det gav skubbet til, at nu skulle jeg altså til at styre mig med det mad!

Familie på seks

René har sønnerne Maks på to et halvt år og Feliks på halvandet med sin 33-årige hustru Jannie. Derudover er han stedfar til Jannies sønner fra to tidligere forhold, Yannick på 14 år og 11-årige Nici.

Familien på seks bor i den lille by Stae i det sydlige Vendsyssel, hvor René har travlt med sit enmandsmurerfirma, mens hustruen Jannie er hjemmegående.

Den 36-årige håndværker kan opleves i ”Rigtige mænd og makkere” på DR1 hver onsdag kl. 20.30.

Læs mere om: