Rigtige mænd sælger i udlandet

"Rigtige mænd" ræser mod udlandet, hvor formatet vækker opsigt.

Foto: DR

De fem danske, overvægtige håndværkere i ”Rigtige mænd” er blevet så stor en succes, at programmet nu er solgt til seks lande.

Torsdag, 5. november 2015 - af Lisbeth Grube

Det er ikke kun os danskere, der er vilde med ”Rigtige mænd”. 

Historien om de fem halvrunde håndværkere, der skiftede bajere og basser ud med sund kost og motion, er også gået lige i hjertet på det store udland. Det danske format er nu solgt til seks lande, og flere er på vej, fortæller producent og tilrettelægger Marianne Albeck fra MakeitBee Production, som har produceret de populære livsstilsprogrammer med DR Aarhus, Livsstil & Samfund.

- Det er da fantastisk, at vi kan brede de gode sundhedsbudskaber ud i flere lande, siger Marianne Albeck.

Kogebog fra Rigtige mænd

”Rigtige mænd” blev vist for udlandet i Cannes i april, og Sverige, Holland, Tyskland, Finland, Belgien og New Zealand har siden købt konceptet. I Holland dukker fem hollandske håndværkere op på skærmen fra 10. november, og efter nytår er der premiere i Sverige.

Herhjemme returnerede de fem danske håndværkere, Jan, Jonas, Palle, Søren og Lindy, på DR1 onsdag, da der var premiere på opfølgningsprogrammerne ”Rigtige mænd – hva’ nu?”. 

Desuden er de fem populære herrer aktuelle med en helt ny kogebog ”Rigtige mænd – herrego’ mad”, som udgives fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

"Rigtige mænd" er aktuelle med en kogebog.

 

Læs mere: Rigtige mænd udgiver kogebog