2. feb. 2023
Af Karina Didriksen

Så du Dennis Lindequists mor på tv? Gemmer på sød kærlighedshistorie

Dennis Lindequist med sin mor og Søren Vester.
Dennis Lindequist med sin mor og Søren Vester.
Foto: Privat
Tømreren Dennis Lindequist fra ”I hus til halsen” besøgte sin mor under optagelserne på Fyn i afsnit 6 af DR-programmet.

Onsdag den 1. februar løb endnu et afsnit af ”I hus til halsen” over skærmen, og her var der særligt fokus på programmets tømrer Dennis Lindequist.

Tv-holdet var taget til Assens på Fyn for at hjælpe Stefan med at sælge sit hus, og undervejs tog Dennis og kollegaen Søren Vester på en lille udflugt.

Det viste sig nemlig, at Dennis’ mor bor i samme by, så hun skulle naturligvis have besøg. Og kameraholdet tog med, så det hele blev vist på tv.

- Min mor bor i Assens, så vi kørte lige ned til hende og fik en kop kaffe og noget brunsviger og så hendes have. Og så fik Søren en rundvisning i min mors have, fortæller han til BILLED-BLADET.

Dennis Lindequist med sin mor og Søren Vester. 
Dennis Lindequist med sin mor og Søren Vester.
Foto: Privat

Mødtes som teenagere

Dennis Lindequists mor, Patchrin Salomonsen, er fra Thailand, mens hans far er dansker.

Hans forældre blev skilt, da han kun var et par år gammel, men der hører en sød kærlighedshistorie bag deres møde.

- Min mor fik en billet til Danmark af sin moster som meget ung, hvor hun fik mulighed for at bygge et liv på bedre vilkår, forklarer Dennis og fortsætter:

- Dengang skulle man starte med at bo hos en værtsfamilie, og det var faktisk min farmor og farfar. Så hun boede i det hus, hvor min far også boede, og der mødte de hinanden, da de var teenagere.

Knokler som sin mor

Da Dennis Lindequists forældre var blevet skilt, flyttede han med sin mor til Odense. Og han er sikker på, at han har arvet sin høje arbejdsmoral fra hende.

- Jeg knokler meget og arbejder meget, og det har jeg fra min mor. Det er den opdragelse, jeg har fået, for hun har altid skullet arbejde, og hun har aldrig været arbejdsløs, fortæller Dennis og tilføjer:

- Min mor har gjort rent i mange år, og så har hun arbejdet på Fabers Fabrikker, hvor de lavede gardiner.

"I hus til halsen" sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.

Læs mere om: