Så du det i Kender du typen? Se alle detaljerne i Leif Maiboms liebhaver-lejlighed

I aftenens afsnit af ”Kender du typen” blev vi vist rundt i en herskabelig lejlighed i Sønderborg. Lejligheden er beliggende i en smuk liebhaverejendom med egen elevator, et lille ”hjørnebibliotek” og udsigt til Sønderborg Slot.
Både Anne Glad og Jacob Holst Mouritzen kaldte det ”majestætisk”, og det var da også et imponerede hjem, som de blev budt indenfor i.
Senere viste det sig, at det er her Leif Maibom bor sammen med hustruen Johnna.
I mange år var Leif Maibom direktør for Sønderborg Sommerrevy – en revy, som han selv startede tilbage i 1982, og hvor hustruen Johnna, som egentlig var uddannet lærer ligesom Leif selv, styrede billetsalget og klarede de praktiske opgaver.
I 2021 valgte Leif Maibom at trække sig helt, efter han fire år tidligere havde overdraget direktør-posten til Jeanne Boel.
Nu lever Leif og Johnna Maibom livet som pensionister – og der er vist ingen tvivl om, at de er to store livsnydere. Deres hjem bærer i hvert fald præg af en aktiv hverdag med interesse for litteratur, madlavning og kunst.
Se eller gense billeder fra hjemmet i Sønderborg, hvor BILLED-BLADET blev inviteret indenfor for to år siden ved juletid.