11. sep. 2023
Af Majken Munk

Så du det i Spise med Price? Derfor fik James og Adam Price besøg af kone og kæreste

Adam og James Price
Adam og James Price
Foto: Hanne Juul
I en 70’er udgave af ”Spise med Price” får James og Adam selskab af deres bedre halvdele. Nu forklarer de hvorfor.

James og Adam Price har taget en tur tilbage i tiden i mandagens afsnit af ”Spise med Price”.

Makkerparret skal lave en rigtig 1970’ermiddag med rejecocktail, mørbrad stegt som vildt, hasselbackkartofler, waldorfsalat og gammeldags fløderand.

Menuen skal serveres til en vaskeægte parmiddag.

Derfor vil seerne nok også bemærke, at James Prices hustru Anette Price samt Adam Prices kæreste Katherine Diez er med i afsnittet.

James Price forklarer, hvorfor det kom i stand.

- Det var et valg, kan man sige, om vi ville gøre brug af statister, men så tænkte vi, om vi ikke bare hellere skulle spørge, om de ville være med til at lege med på 70’erne, fortæller James Price til BILLED-BLADET og uddyber:

- Det var rimelig oplagt, fordi det var en 1970’er-middag, for der var det meget populært med parmiddage.

Anette Price og James Price samt Adam Price og Kathrine Diez
Anette Price og James Price samt Adam Price og Kathrine Diez, der alle medvirker i "Spise med Price".
Foto: Jacob Snedevig/ DR

Det er ikke første gang, at James og Adam Price har gæster på besøg i programmet. Tidligere har de haft Lisbet Dahl, Andreas Bo, Umut Sakarya og mange flere.

Og det er heller ikke første gang, at de har haft deres private kærligheder med i programmet.

James Prices hustru har været med før. Det var hun i 2017, da de lavede afsnittet ”Eviva Espana”

- Min kone Anette har været gæst før. Det var et afsnit med grisefest, hvor der var en charterferie-ide med programmet. Det var bare nede i Adams baghave, hvor vi legede Spanien. Der var Anette med som en af gæsterne til grisefesten, fortæller han.

Læs mere om: