11. jan. 2023
Af Karina Didriksen

Så du I hus til halsen? Sådan går det med Gittes landsted i Haderup

Dennis Lindequist, Line Franck og Søren Vester.
Dennis Lindequist, Line Franck og Søren Vester.
Foto: Matias Brenø Olsson/DR
I afsnit 3 af DR-programmet ”I hus til halsen” fik seniorsergenten Gitte hjælp af Søren Vester og Line Franck med at sælge sit hus. Desværre lykkedes det ikke.

I ni år har seniorsergenten Gitte Vinther forsøgt at sælge sit landsted i den lille flække Haderup i Midtjylland, men uden held.

Onsdag aften fik hun hjælp af trioen Søren Vester, Line Franck og Dennis Lindequist til at sætte sin bolig i stand i DR-programmet ”I hus til halsen”.

Efter det færdige resultat fastsatte ejendomsmægler Line Franck salgsprisen til 895.000 kr. Det var 100.000 kr. lavere end den oprindelige salgspris.

Gitte Vinther og kæresten Stig.
Gitte Vinther og kæresten Stig.
Foto: Matias Brenø Olsson/DR

Venter på en køber

Gitte Vinther havde i årevis forsøgt at sælge sit hus, fordi hun gerne ville flytte sammen med sin kæreste Stig, og hun håbede, at huset hurtigt ville blive solgt.

Sådan gik det desværre ikke. I slutningen af programmet blev der spolet tre måneder frem, og her fremgik det, at ingen køber havde bidt på Gittes landsted i Haderup.

- Gittes hus har fået en rigtig fin modtagelse, der har været fremvisninger og interesse, og der har også været nogle positive tilbagemeldinger på huset. Jeg er ikke bange for, at Gittes hus ikke bliver solgt, for det skal det nok blive, fastslog Line Franck til sidst i udsendelsen.

Men er det så blevet solgt? Nej, desværre. Afsnittet blev optaget i august 2022, og fem måneder senere venter Gitte Vinther stadig på en køber.

Det fremgår af en boligannonce hos Nybolig, at Gittes 220 kvadratmeter store landsted i naturskønne omgivelser i Haderup stadig er til salg.

I boligannoncen, der kan ses ved at klikke her, bliver der oplyst, at boligen har gennemgået en forvandling, efter den har været med i ”I hus til halsen”.

Læs mere om: