26. aug. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Samantha fra Gift ved første blik: Dette frygtede jeg mest

Samantha
Samantha
Foto: DR
Det var en spontan ide, der fik Samantha til at melde sig til "Gift ved første blik". Her fortæller hun, hvad der var hendes største frygt ved at være med i programmet.

Torsdag aften mødte årets to sidste par hinanden i ”Gift ved første blik”, og et af parrene var Daniel og Samantha.

Det var en pludselig indskydelse sidste år, der gjorde, at nu 29-årige Samantha tog springet og meldte sig til programmet.

En spontan ide

- Til at starte med var der ikke de store tanker bag. Det var en kedelig efterårs- eller vinterdag, og jeg så en reklame, hvor de søgte deltagere, og jeg tænkte, at det skal jeg prøve. Man lavede alligevel ikke så meget andet under corona, og så tænkte jeg, at så kunne man da blive gift, fortæller hun.

Det var netop, hvad der skete, for Samantha kom gennem nåleøjet og blev af eksperterne smedet sammen med Daniel.

- Det, jeg frygtede mest, var at gå derfra uden at have lært noget og uden at have udviklet mig. Den største grund til, at jeg tilmeldte mig, var, at det var god læring. Man lærer noget om sig selv, og om hvad man vil og ikke vil i et parforhold. Og man lærer et nyt menneske at kende. Og så håbede jeg selvfølgelig også at møde en dejlig mand, siger Samantha.

Ro i maven

Og det første møde med Daniel var et godt udgangspunkt for netop det.

- Jeg kom ind og så en glad og smilende mand, og så tænkte jeg: Spændende, nu starter det. Han så meget venlig og imødekommende ud, så jeg startede med en ro i maven.

Hvordan det går Samantha og Daniel kan man se de næste mange uger i ”Gift ved første blik” på DR.

https://imgix.billedbladet.dk/bb35_gift_ved_foerste_blik_dr-0606195_1.jpg
Samantha og Daniel
Foto: DR

Læs mere om: