Se billedet: Anne og Anders sammen igen
De skulle egentlig have holdt en tv-pause i år, men det ændrede coronakrisen på, og nu er den populære tv-duo Anne og Anders i fuld gang med optagelserne til deres nye DR-program.
Her skal kokken Anne Hjernøe og journalisten Anders Agger rejse rundt i det danske sommerland, og makkerparret er glade for at arbejde sammen igen.
- On the road again, skriver Anne Hjernøe til et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
På tur til Lolland-Falster
Anne Hjernøe har delt et skønt sommerbillede, hvor hun står ved siden af Anders Agger. I baggrunden ses Bandholm Hotel, der ligger i nærheden af Knuthenborg Safaripark.
- Vi startede i går på Lolland-Falster, fortæller Anne til BILLED-BLADET om optagelserne.
Det nye program med Anne og Anders bliver efter planen sendt i slutningen af august.