24. sep. 2023
Af Majken Munk

Sofia Cukic spiller Benjis kæreste i Huset: Her er hendes kendte far

Sofia Cukic og Gustav Giese
Sofia Cukic og Gustav Giese
Foto: Lars H. Laursen og Adam Wallensten/ DR
I ”Huset” spiller Sofia Cukic Benjis kæreste Ariana, som fængselsbetjenten Sammi har boende. Hun er gået i fodsporene på sin kendte far.

Det er ikke alt, der foregår indenfor fængslets mure i DR-serien ”Huset”.

Én af de karakterer, der primært bevæger sig udenfor fængslet, er Ariana.

Hun er kærester med den indsatte Benji, der spilles af Gustav Giese. Han kender fængselsbetjenten Sammi fra gamle dage, og på den måde ender Ariana med at bo til leje hjemme hos Sammi.

Ariana bliver spillet af det unge talent Sofia Cukic.

Når hun skal sætte ord på sin karakter, er Ariana på mange måder lige så meget i fængsel som sin kæreste Benji, selv om hun ikke er inde bag tremmer.

- Ariana er en ung kvinde, som er lige så meget på en flugt, som Benji er, fordi de er så afhængige af hinanden. De har været sammen i lang tid, og jeg tror, de har svært ved at klare sig uden hinanden. De kommer fra ustabile hjem og har ikke nogen baggrund, der kan støtte dem, fortæller hun til BILLED-BLADET og uddyber:

- Ariana ved ikke, hvor hun skal være. Hun er rodløs og bor på en sofa hos sin kærestes ven. Hun er på en måde i sit eget fængsel og har det mindst lige så indelukket, som dem i fængsel har.

30-årige Sofia Cukic har udover den aktuelle DR-serie medvirket i filmene ”Dansen” og ”Hold om mig”.

Hun blev uddannet som skuespiller på Den Danske Scenekunstskole i København i 2021.

Men som navnet antyder, kender hun til skuespillerbranchen fra sin familie.

Hun er nemlig datter af skuespiller Dejan Cukic, som mange helt sikkert husker fra ”I Kina spiser de hunde” og ”Nikolaj & Julie”.

Dejan Cukic Bodilprisen 2018
I 2018 modtog Dejan Cukic en Bodil for sin hovedrolle i "Fantasten".
Foto: Lars H. Laursen

Foruden Sofia har Dejan Cukic også børnene Mila og Luka med sin bedre halvdel Carina Holm.

Læs mere om: