Sofie Gråbøl overvældet
- Det kom bag på mig, hvor overvældet jeg egentlig blev, sagde Sofie Gråbøl til Ritzau, efter at hun i Sydneys Operahus var med til at modtage Kronprinsparrets Kulturpris på vegne af DR Drama.
Hun modtog prisen sammen med blandt andre Adam Price og Sidse Babett Knudsen. Sammen repræsenterede de således de to gigantsuccesser for DR Drama, "Forbrydelsen" og "Borgen".
- Nu skal man passe på, at man ikke kammer over af lykke, men det er jo næsten et spirituelt byggeri at befinde sig i, sagde Sofie Gråbøl om det Jørn Utzon-tegnede operahus. Hun har stadig kort hår efter sin kræftsygdom tidligere på året. Hun er ifølge Ekstra Bladet erklæret rask, efter at en operation og strålebehandling fik has på hendes brystkræft. Derfor var det ikke noget problem for hende at tage den lange flyvetur til Australien.
- Jeg har ikke været her før, og jeg synes, at det hele gik op i en meget høj enhed i aften - en smuk aften, sagde hun efter overrækkelsen til Ritzau.