24. jan. 2013
Af af SØNDAG, Aller Media

Sporløs-vært Rie Helmer Nielsen: Hele holdet tuder

Rie Helmer Nielsen
Rie Helmer Nielsen
Foto: AOP
En ny sæson af det populære program Sporløs er i gang og værten Rie Helmer Nielsen afslører, hvordan følelserne ofte får frit løb, når de finder frem til deltagernes familie.

Vi er mange, der med tårer i øjnene har været med, når danskere, der af mange forskellige årsager ikke har kontakt til hele eller dele af deres familie, i programmet "Sporløs" har fået genetableret kontakten til familien.

Og en af dem, der naturligvis er helt tæt på de rørende og følelsesladede situationer, er Rie Helmer, der siden maj 2012 har været vært på det populære program.

Med hjertet helt oppe i halsen

Og det har været "svært" og "hårdt", fortæller hun nu, hvor hun er på vej til at have lavet 12 "Sporløs"-programmer i alt.

- Men ellers kan jeg roligt indrømme, at vi alle på holdet står og tuder enten udvendigt eller indvendigt, når de mennesker, vi har med, endelig møder dem, de har søgt efter. Når vi kommer dertil, hvor genforeningen skal ske, står vi alle, der er med på rejsen med den, der søger - altså tilrettelæggeren, fotografen og jeg - med hjertet oppe i halsen og føler, at det er vores bedste ven, der står derhenne over for et længe savnet menneske, siger hun i et stort interview med SØNDAG.

Jeg er uprofessionel ad helvede til

Og med et koncept, der er så fyldt med følelser, og som får danskerne hjemme bag skærmen til at få tårer i øjnene, så kræver det en vis portion professionalisme, der gør, at man kan skille arbejde og følelser ad.

- En af mine store svagheder er jo, at jeg er uprofessionel ad helvede til. Forstået på den måde, at jeg altid er i mine følelsers vold. Jeg bliver altid følelsesmæssigt involveret i dem, jeg har med at gøre. Jeg prøver virkelig at lære at lade være. For det er ret fint at kunne skelne. Men jeg er ikke særlig god til det, siger hun.

Inden Rie Helmer blev vært på "Sporløs", var hun vært på "Aftenshowet", men efter knap et år fortsatte hun videre til "Sporløs".

- Jeg fik et godt tilbud, ganske enkelt. Og slog til! Jeg synes jo, programmet er supergodt, og jeg har selv siddet og tudbrølet til det masser af gange, inden jeg blev vært. Jeg har altid syntes, det er spændende med familie og rødder, og hvad er arv, og hvad er miljø, og hvordan relaterer vi mennesker til hinanden, forklarer hun.

Læs mere om: