30. jan. 2013
Af af Jan Bergman

Steffen Gram vender hjem til værtsrolle

Steffen Gram
Steffen Gram
Foto: DR
USA-korrespondent Steffen Gram vender hjem til Danmark, hvor nyt job venter den erfarne herre.

Efter otte år som USA-korrespondent vender Steffen Gram hjem og bliver en fast del af det nye DR2-team, der skal give danskerne løbende nyhedsopdateringer, perspektiv og debat om de væsentligste dagsordener døgnet rundt.

DR-seere skal nu se Steffen Gram i en lidt anden rolle, end de er vant til at se ham i. Steffen Gram skal nemlig bruge sine mange års erfaring som korrespondent i en ny rolle som nyhedsvært på det nye DR2.

- Det er herligt at vende hjem, fordi jeg skal være med til at bygge noget nyt op. Jeg er i forvejen stor fan af DR2, og jeg tror kun, DR2 bliver bedre med alt det nye, der er på tegnebrættet. Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg fik muligheden for at blive en del af holdet, fortæller den rutinerede korrespondent.

Jeg kan ikke forestille mig et bedre job

- Mine otte år i USA har været virkelig inspirerende, og jeg har en klar forventning om, at jeg vil kanalisere alt det bedste, jeg har lært efter mange år som udlandskorrespondent - især i USA - til det nye job som nyhedsvært. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job at vende hjem til, siger Steffen Gram.

Nyhedsvært med udsyn

Steffen Gram blev ansat på TV Avisens udlandsredaktion i 1976. Og bortset fra en kort afstikker til Det Fri Aktuelt i 1987-88 har Steffen Gram været en del af DR's udlandsredaktion lige siden. Det er derfor i høj grad en nyhedsvært med udsyn, der nu vender hjem.

Læs mere om: