Stéphanie Surrugue: Kærlighed ved første blik
Stéphanie Surrugue er i godt selskab med Kåre Quist og Jens Ringberg i valgstudiet på DR1, hvor trekløveret vil have overblikket over, hvad der sker på landsplan i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november 2021.
Det sker i samarbejde med andre kendte DR-værter, som er placeret i syv valgcentre rundt omkring i landet sammen med en vært fra P4.
Stéphanie Surrugue elsker valg.
- Mit store problem ved at arbejde på en valgaften er, at jeg ikke får valgflæsk, for dén tradition har vi i min familie, siger hun til BILLED-BLADET.
Traditionen tro
- Traditionen har jeg ført videre og serverer retten sammen med mine venner - blot dagen efter, fortæller DR’s internationale korrespondent.
Stéphanie Surrugues bedste valg i livet er at blive journalist, og det var kærlighed ved første blik lige fra dag ét på studiet.
- Valget er det mest afgørende, jeg har taget, for det har defineret alt i mit liv i 20 år og givet mig eventyr og oplevelser for livet. Arbejdet har også gjort, at jeg måtte tage nogle svære valg ved at rejse til udlandet og forlade familien i Danmark og den franske del og venner, da jeg rejste tilbage til Danmark, fortæller Stéphanie Surrugue, der har boet i udlandet i over fem år – i USA og senest i Paris – men i foråret flyttede hun hjem til Danmark.