1. jul. 2015
Af Lisbeth Grube

Stéphanie Surrugue skifter fra TV 2 til DR

Stéphanie Surrugue.
Stéphanie Surrugue.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
TV-værten Stéphanie bliver ny USA-korrespondent. Et job, hun altid har drømt om.

Fredag havde Stéphanie Surrugue sidste arbejdsdag på ”Go’ morgen Danmark”, og til september springer TV 2-værten til konkurrenten DR. Her bliver hun ny USA-korrespondent og skal rapportere fra den anden side af Atlanten med kollegaen Johannes Langkilde.

- Udlandsstoffet ligger i mit blod; både journalistisk og privat. Som 26-årig kørte jeg gennem ørkenen til Bagdad for at dække Saddam Husseins fald, og lige siden har jeg grebet enhver mulighed for at komme ud i verden for at fortælle de store og de væsentlige historier, om så det har været præsidentvalg i USA og Frankrig eller jordskælv i Haiti, siger Stéphanie Surrugue i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg har aldrig overvejet, om jeg skulle være korrespondent, jeg har overvejet, hvornår jeg skulle være korrespondent. Og det er nu! Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at flytte til USA og kaste mig lukt ud i den amerikanske valgkamp med alt, hvad den indebærer af storpolitik, drama og konsekvenser for resten af verden, fortæller Surrugue.

Begynder i Danmark

Netop nu er hun ved at skrive en bog om den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, og når hun begynder hos DR, vil hun tilbringe den første tid hjemme i Danmark for at sætte sig ind i korrespondentrollen og lære DR Nyheder bedre at kende, inden valgkampen i USA for alvor begynder efter årsskiftet.

Stéphanie afløser den nuværende USA-korrespondent, Oliver Routhe Skov, som vender hjem til Danmark.

Læs mere om: