
Stéphanie Surrugue udskiftet som vært på Melodi Grand Prix: Nu melder hun ud

De sidste to år har Stéphanie Surrugue med sikker og erfaren hånd stået i spidsen for det danske Melodi Grand Prix sammen med Sara Bro.
Men sådan bliver det ikke i år. Sara Bro har fået en ny værtsmakker i skuespilleren Alex Høgh Andersen.
Dermed får man altså ikke Stéphanie Surrugue at se på den festlige og musikalske scene i år.

Det viser sig dog, at der er en ganske god forklaring på, hvorfor hun er skiftet ud som Melodi Grand Prix-vært.
- Jeg har simpelthen utroligt travlt. Jeg arbejder på DR’s udlandsredaktion, og som alle har bemærket, er der lidt heftige tider. Vi blev enige om, at det var bedre, at jeg koncentrerede mig om det, fortæller Stéphanie Surrugue til ugebladet Her & Nu.
Har elsket det
DR-korrespondenten har blandt andet nok at se til med dækningen af den amerikanske præsident, Donald Trump.
Stéphanie Surrugue understreger dog overfor Her & Nu, at hun virkelig har elsket at lave Melodi Grand Prix.
Nu glæder hun sig til at se skuespilleren Alex Høgh Andersen få sin debut – og ham har hun allerede hilst på.

Melodi Grand Prix 2026 sendes på DR lørdag den 14. februar kl. 20 med Sara Bro og Alex Høgh Andersen som værter.




