
Stor glæde efter hård kamp mod kræft: Matilde Kimer har fået særlig pris

Man er vant til at se DR-korrespondenten Matilde Kimer tone frem på skærmen iført skudsikker vest og sikkerhedshjelm og reportere fra krigen i Ukraine.
De seneste år har korrespondenten dog også været igennem en svær tid, da hun pludselig blev ramt af kræft for tredje gang, og tidligere på året mistede hun sin mor til kræft.
Tirsdag aften deltog Matilde Kimer i Den Danske Publicistklubs årlige prisuddelingsfest. Her løb hun afsted med den helt store hæder, da hun fik tildelt årets publicistpris 2025.
Det fik hun for at være et stort publicistisk forbillede igennem sit mangeårige arbejde med at formidle forholdene i Rusland og Ukraine.

- Matilde dækker den vigtigste historie i vores tid. Ikke fordi det er moderne. Ikke fordi vinden blæser den vej. Men fordi hun hele tiden har vidst, at det var nødvendigt, lød det fra Jesper Jürgensen, formand for Den Danske Publicistklub, i sin tale til Matilde Kimer ifølge DR.

Det var en smilende og stolt Matilde Kimer, der tog imod prisen på scenen og takkede for hæderen.

Aftenen bød også på andre priser fra Den Danske Publicistklub. Her fik blandt andre den politiske kommentator Hans Engell tildelt æresprisen.
