12. sep. 2018
Af Lisbeth Grube

Stor overraskelse i Den store bagedyst

Timm Vladimir, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.
Timm Vladimir, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.
Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen
Bagedysten skifter i år sendedag fra onsdag til lørdag - og premieredatoen bliver den 29. september.

Så er der godt og overraskende nyt for fans af ”Den store bagedyst”.

Den populære bagekonkurrence skifter nemlig for første gang sendedag fra onsdag til lørdag, når der er premiere lørdag den 29. september på DR1.

Ideen er, at programmet ikke kun samler familierne i sofaen, men også i køkkenet, siger DR1’s kanalchef Pil Gundelach Brandstrup.

- ”Den store bagedyst” har altid været tænkt som et familieprogram, hvor vi gerne vil samle danskerne på tværs af generationer. Det er vi lykkedes rigtig fint med tidligere, men vores ambition er, at endnu flere skal have mulighed for at følge med.

- Derfor forsøger vi os med at flytte programmet til lørdag, og det kan ligeledes give inspiration til, at man bager sammen i køkkenet om søndagen, siger hun i en pressemeddelelse.

Gymnasieelev er yngste deltager

Timm Vladimir og dommerduoen Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er på plads i teltet, når der trylles med marengs og mørdej i teltet ved Clausholm Slot.

Igen i år spænder deltagerfeltet bredt og tæller alt fra en gymnasieelev på første år til en mor med tre børn. Geografisk bor de fra Nordjylland til indre København.

De to første afsnit af ”Den store bagedyst” varer halvanden time, mens de resterende syv er på en time.

Læs mere om: