16. sep. 2013
Af John Lautrup

Storm over "Læsø kalder"

Michelle Hviid
Smilet er forlængst forstummet hos Michelle Hviid.
AOP
Redaktionschef svarer på medværts heftige kritik af programmet "Læsø kalder".

Læsø-borgerne bor midt ude i Kattegat og er vant til storm og høje bølger, men mon ikke de alligevel er blevet blæst omkuld af det påstyr, der er opstået omkring DR1-programmet "Læsø kalder". Programmets medvært, iværksætter og foredragsholder, Michelle Hviid, har lagt iskold luft til sit egen udsendelse og kaldt den dybt manipulerende. Hun mener, at bagmændene har forulempet både de medvirkende Læsø-borgere og de 40 kvinder, som programmet bringer til øen for at sætte lidt fut i det skrantende ø-samfund.

DRs eget journalistiske efterprøvelsesprogram "Detektor" havde sidste uge forinden haft fat i "Læsø kalder" og kunne påpege flere eksempler, hvor udsendelsens klippere havde været lidt for kreative med saksen for at få Læsø til at fremstå mere stillestående, end der er dækning for i virkeligheden. Det fik Michelle Hviid, der sammen med Lise Rønne gelejder de 40 kvinder gennem programmerne, til at følge trop med sin opsigtsvækkende kritik. Men nu svarer hendes redaktionschef, Anders Stahlschmidt, ifølge BT igen. Det sker på Michelle Hviids facebook-profil, hvor han giver sin version af forløbet.

- Jeg føler mig dybt krænket over at blive fremstillet som løgner og manipulator, starter han med at slå fast, hvorefter han ifølge BT forklarer, at det er svært at gøre alle tilfredse i det vilde projekt, som programserien var.

- Virkeligheden har mange facetter, og det er næsten ikke muligt at formidle, så alle er tilfredse, siger han om det, han selv betegner som et minefelt af dilemmaer med to værter 40 kvinder og en øfuld Læsø-boere i programmet.

Anders Stahlschmidt erkender dog, at der er begået fejl, men fastholder at kritikken er helt ude af proportioner.

- Man plejer at sige, at det er menneskeligt at fejle, men det, der sker nu, oplever jeg som en dæmonisering. De onde TV-folk mod den totalt uskyldige og retfærdige Michelle. Come on! Det er en dårlig kliché, skriver han i kommentaren til Michelle Hviid og sætter trumf på:

- Jeg synes, det er dybt manipulerende og vildt forvrænget at fremstille sagen som om, vi fra tv-holdets side bevidst har snydt og bedraget.

Læs mere om: