Tannaz røg ud af X Factor: I har ikke hørt det sidste til mig
Det var en meget rørt Tannaz, der blev stemt i farezonen af seerne og dernæst helt ud af programmet af de tre dommere i X-Factor fredag aften.
Så rørt, at hun efter showet måtte have flere pauser fra pressen, der ventede på hende.
- Jeg har slet ikke ord for, hvordan jeg følte, da jeg stod og ventede på at få den endelige beslutning, sagde hun til BILLED-BLADET, da hun var kommet til hægterne.
- Men sådan er det bare, og nu glæder jeg mig til at komme hjem, så jeg kan begynde at fokusere på skolen igen, tilføjede hun.
Under Baraa det hele
Men selv om Tannaz ikke vandt konkurrencen, har det ikke været helt spildt:
- Jeg er blevet kontaktet af flere, der gerne vil arbejde sammen med mig, og det er selvfølgelig noget, jeg selv må opsøge igen. Men I har bestemt ikke hørt det sidste til mig, og jeg er jo kun 16 år. Der er ikke mange Tannazer i Danmark, siger hun og sender slutteligt positive tanker i Baraas retning:
- Jeg under ham det hele. Han er dygtig og en af mine bedste venner.