26. dec. 2012
Af af Malan Joensen

Thomas Blachman sagde nej til lønforhøjelse

Thomas Blachman
Thomas Blachman
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Det var tilsyneladende ikke pengene, der fik Thomas Blachman til at sige ja til at være dommer i ”X-Factor” igen

Selv om Thomas Blachman sidste sæson truede med, at det var sidste gang, han kunne ses som dommer i "X-Factor", så er han som bekendt med igen på fredag, når DR 1 blænder op for endnu en sæson af det populære talentshow.

- Jeg forsøgte jo nok at efterlade et lille drama, da jeg forlod programmet. Jeg var dog også samtidig sindssygt træt af det og orkede ikke mere. Men pludselig var min hjerne bare ikke færdig med tv, fortæller Thomas Blachman til Ekstra Bladet.

Og hvis man tror, at musikerens lyst til endnu en omgang talentkonkurrence også kan skyldes en eventuel lønforhøjelse, kan man godt tro om igen.

- Jeg ville ikke have flere penge. DR foreslog det, men jeg sagde nej. Seriøst, det ville jeg ikke. Jeg tror sgu, jeg får det samme som sidste år. Jeg gør det jo ikke for pengenes skyld. Staten har masser andre udgifter i andre og vigtigere sammenhænge. Jeg er jo i virkeligheden bare en embedsmand på et løntrin, siger han til avisen.

Den 49-årige musiker mener, at det faktum at han nu er ene hane ved dommerbordet kan have spillet en rolle i overvejelserne om at sige ja til endnu en omgang i "X-Factor"-manegen.

- Jeg fungerer bare bedre med to kvinder, fortæller han og hentyder til dommerkollegerne Ida Corr og Anne Linnet.

- Jeg har kæmpe respekt for dem begge. Det er to kvinder, der kan holde deres egne meninger ud og reagerer prompte. De har pisse-meget humor, og det gør forskellen. Jeg kan ikke leve uden humor. Det er det helt store nødhåndtag. Når vi hiver i det, kan vi holde det hele ud. Men man skal aldrig grine ad sig selv! Jeg prøver at lade være, men det er svært for mig, må du forstå, tilføjer han.

Læs mere om: