
Thomas fra Gift ved første blik afslører: Her begyndte følelserne at spire

Når Thomas og Mette i ”Gift ved første blik” var adskilt fra hinanden, kunne Thomas ikke lade være med at tænke på Mette. Han skrev til hende, at han savnede hende, og hun svarede tilbage, at hun savnede ham.
Alligevel blev det tydeligt for parret, da de mødte de andre par i programmet, at de ikke havde oplevet den stormfulde forelskelse, som nogle af de andre par gav udtryk for.
Men det afskrækkede ikke Thomas, tværtimod.
– Vi var meget enige om at tage det i et stille og roligt tempo, og selvom man måske godt kunne gå og drømme om en stormende forelskelse, var vi meget nysgerrige på hinanden og ville ikke forcere noget. Jeg var begyndt at blive rigtig glad for Mette, selvom vi havde haft vores første lille uenighed, var det ikke voldsomt, og vi kom hurtig over det, fortæller han til BILLED-BLADET og tilføjer:
– Jeg følte ikke, vi sakkede bagud, eller at noget manglede, for vi havde lyst til at være tæt på hinanden. Det er klart, at når man jævnligt begynder at sove sammen og stå op sammen, og det fungerer, og interessen er der fra begge parter, så udvikler følelserne sig, lyder det fra Thomas.

Thomas lægger heller ikke skjul på, at det havde stor betydning for deres romantiske relation, at de kunne se hinanden i et andet lys og agere som et par sammen med de andre på get away-turen.
– Der var da en småbegyndende forelskelse, pointerer han.
Hvad det helt præcist var ved Mette, der fik de varme følelser til at vokse, er svært for Thomas at sætte ord på, men han var ikke i tvivl om, at der var noget ved Mette, der satte gang i sommerfuglene.
Du kan se, hvordan det går Mette og Thomas og de andre par i "Gift ved først blik" hver torsdag klokken 20.00 på DR eller DRTV.

