TILLYKKE: Anders Agger fylder 54 år
Anders Agger suger seere til DR2, når han enten rejser på ekspeditioner med kokken Anne Hjernøe eller som for tiden, hvor han hver mandag viser nye afsnit af de populære "Indefra med Anders Agger".
Senest kiggede han indenfor hos henholdsvis Indre Missions Ungdom og hos landets største svineproducent, men han har også tidligere været flue på væggen i kongehuset og fulgt livets sidste dage og timer på et hospice.
Hans eget indefra er i Ringkøbing.
Det er herfra Anders Aggers egen verden går.
Det er her, han har sin højt værdsatte familie, sine bedste venner og sit solide netværk.
Som ganske ung mand blev han kæreste med den seks år ældre Lissa, der havde børnene Line og Thomas, som i dag er 39 og 37 år gamle.
Sammen fik de Rasmus, som nu er 28 år, og Anders er papmorfar til Alberte og Klara på 11 og otte år.
- Heldigvis kalder de mig Anders, og det kan jeg takke deres mor for. På den måde bliver jeg ikke mindet om min alder, sagde Agger til BILLED-BLADET i anledning af hans 50-års fødselsdag for fire år siden.
Meget af hans arbejdsliv foregår hos DR i Aarhus eller København, men det har aldrig fået ham til at vinke farvel til vestjyske Ringkøbing.
For som han tidligere har sagt til BILLED-BLADET:
- Der er kun 330 kilometer til København. Større er Danmark ikke, og så er det latterligt at dyrke en forskel, der ikke er der.