TILLYKKE: Anne Glad fejrer fælles fødselsdag med kæresten
Onsdag havde kæresten fødselsdag, og torsdag, er det så Anne Glads tur.
Den populære livsstilsekspert fra ”Kender du typen?” fylder 46 år.
Dagens fødselar bor sammen med musikerkæresten Kim Vagn Wagner, 33, og sønnen Kaj på otte måneder i indre København.
Her slås dørene op til festivitas og hygge på en dag, hvor Kaj ifølge Anne temmelig sikkert slår øjnene op klokken seks.
Masser af børn og lagkage
- Vores familier kommer til brunch, så masser af unger og lækker mad. Den store forskel er, at vi starter allerede klokken 10, og at jeg normalt selv havde givet den gas i køkkenet. I år er det de lokale, der står for brød, pandekager og lagkage, fortæller en glad Anne til BILLED-BLADET.
Anne Glad er på barsel, men også vært på podcasten ”Bogselskabet” og aktuel hver mandag på DR1 med ”Kender du typen?” med Flemming Møldrup og Mads Steffensen.
Og så er Anne Glad netop begyndt optagelser til et helt nyt TV-program.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!