Tv-legenden Jørgen Flindt Pedersen fylder 80 år - sådan gik det ham
Jørgen Flindt Pedersen var i 70'erne og 80'erne én af Danmarks hotteste tv-kendisser. En stjerne på skærmen. Ofte i parløb med Erik Stephensen med hvem han lavede stribevis af afslørende dokumentarudsendelser om økonomiske og politiske forhold. Udsendelser, der satte dagsorden og var på alles læber, dengang DR var den eneste tv-kanal i landet. Den 28. februar fylder han 80 år.
Hans seneste år har været stille. Han fik i 2011 en blodprop i hjernen, som berøvede ham talens fulde brug, men ikke humøret. Han nyder efter sigende stadig livet i fulde drag i hjembyen Kerteminde og suger alt det ud af tilværelsen, som hans sygdom tillader.
Gulddrengene
Odense-drengen blev cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet i 1964 og fik samme år jobbet som udenrigsredaktør på avisen "Demokraten", som forlængst er afgået ved bladdøden. Det samme er "Aktuelt", som han blev chefredaktør for sammen med Erik Stephensen i 1987. Da havde han været i Danmarks Radio i 20 år.
Makkerparret, kaldt "Gulddrengene", omdøbte avisen til "Det Fri Aktuelt" og fik carte blanche af ejerne, LO, til at hyre stjernereportere for millioner af kroner. Men lige lidt hjalp det. Oplaget på fagbevægelsens avis blev ved med at falde, og til sidst måtte duoen smide håndklædet i ringen.
Jørgen Flindt Pedersen var dog ikke en færdig mand i dansk presse. Langt fra. Han blev i 1993 administrerende direktør for TV 2. Her var han frem til 2000, hvor han dannede sit eget produktionsselskab "Far Film", der stod bag tv-produktioner som "Drengene fra Vollsmose" og "Gensyn med De Danskes Øer".
Blodproppen i 2011 satte en stopper for arbejdslivet, men ikke livsglæden. Stort tillykke til Jørgen Flindt Pedersen.