
Tv-nyheden går lige i hjertet: Børneserien Nana er tilbage i bedste sendetid

"Har du hørt, at Nana klær’ sig ud som damer, hun har set i tøjreklamer?"
Sådan lyder det i titelsangen på den berømte børneklassiker tv-serien ”Nana”, som kørte på DR1 for snart 40 år siden.
Nu røber DR glædeligt nyt.
For snart vender ”Nana” tilbage på skærmen i bedste sendetid i en restaureret udgave.
Hovedpersonerne Nana og hendes far blev spillet af skuespillerne Jesper Christensen og Barbara Topsøe-Rothenborg. Det var en serie med scener og replikker, som bed sig fast, og mange vil nok huske scenen, hvor Nanas far forsøger at lære sin datter at regne ved hjælp af appelsiner.
Det var noget, som Jesper Christensen genkendte fra sit eget liv, fordi han havde en datter på Nanas alder, og da han læste manuskriptet, kunne han ikke holde sin latter tilbage, fortæller han i et interview med DR.
- Jeg sad bare og skreg af grin, helt alene. Det plejede jeg virkelig ikke at gøre over manuskripter. Det er mere, at nu skal man se, hvad der er en udfordring, og hvad der kan bruges, og hvad der ikke kan. Nej, hvor jeg grinede hele vejen igennem og tænkte bare, det dér kan man ikke sige nej til, fortæller Jesper Christensen.

Nu vender han og Babara Topsøe-Rothenberg tilbage i bedste sendetid som far og datter, når ”Nana” ruller over skærmen på DR 21. juni klokken 20.30.
