TV-serien Arvingerne giver travlhed i retten
Over en million TV-seere fulgte med i DR-serien ”Arvingerne”, der blev sendt tidligere på året, og historien om arvestrid, testamenter og falske underskrifter har fået danskerne til at lytte godt efter og få deres egne papirer kigget igennem.
En ny statistik fra Domstolsstyrelsen viser nemlig, at der er sket en stigning i de såkaldte notarialforretninger, hvor en notar bekræfter underskrifter på testamenter og andre dokumenter.
Udviklingen er muligvis en konsekvens af TV-serien Arvingerne, lyder det ifølge dr.dk i en pressemeddelelse fra Domstolsstyrelsen.
Byretterne har behandlet 5000 flere af denne slags opgaver i første halvdel af 2014 end i de foregående fire år. Antallet lyder på 37.696, hvor de førhen lå på omkring 32.000.
Første sæson af ”Arvingerne” havde premiere i januar 2014, og anden sæson bliver sendt i 2015.