14. jun. 2017
Af Juliane Olsen

TV-lægen Charlotte Bøving: Det er mega vigtigt at gå offline

Charlotte Bøving
Charlotte Bøving
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Ifølge TV-lægen Charlotte Bøving er den bedste medicin at give sig selv et dagligt pusterum og at få en ordentlig nattesøvn.

Den 49-årige Charlotte Bøving er kendt som TV-lægen fra DR-programmet ”Lægen flytter ind”, hvor hun rådgiver danske familier i sund livsstil.

Privat har hun som filosofi at lukke ned for sin mobiltelefon en time hver dag for at fokusere på sin cykeltræning.

- Det er mega vigtigt at gå offline, og jeg slapper selv af med at træne på min cykel, hvor jeg altid har sat min mobiltelefon på lydløs, siger TV-lægen.

Charlotte Bøving har fået skulderskade

Af hensyn til sin sikkerhed har Charlotte Bøving dog altid mobiltelefonen med på turene, og det viste sig også nødvendigt, da hun styrtede på en grusvej dagen efter sit bryllup.

Derfor er TV-lægen også gået lidt ufrivilligt ned i tempo på grund af en skade i skulderen, som hun bliver nødt til at holde i ro, men træningen holder hun fast i.

- Jeg har selv mega mange arbejdstimer, men det er vigtigt at give sig selv et pusterum hver dag, siger Charlotte Bøving.

Nattesøvnen er vigtig

Selv har hun en otte timer lang arbejdsdag kombineret med TV-optagelser, og derfor er det blevet endnu vigtigere for hende at finde åndehullet.

Charlotte Bøving sørger i øvrigt for at få en god nattesøvn, og så drikker hun ikke alkohol, hvilket hun er overbevist er med til at give hende en god balance.

Som offentlig person modtager hun desuden mange mails fra de mennesker, som følger hende, og dem sørger TV-lægen altid for at besvare fyldestgørende.

Læs mere om: