
Ulla Henningsen fandt kærligheden i Cirkusrevyen: Her er hendes kendte mand

Ulla Henningsen spiller enkefruen Martha i DR-serien ”Generationer”, men i det virkelige liv har hun været gift i flere år.
Den 74-årige skuespiller fandt den store kærlighed for snart 30 år siden.
Det var, da hun spillede med i Cirkusrevyen i 1996.
Her mødte Ulla Henningsen jazzmusikeren Uffe Markussen, som spillede med i bandet i Cirkusrevyen.

Det slog gnister, da de begge deltog i et afterparty efter en forestilling i Aalborg Kongres & Kultur Center.
- Og så skete der det, der ofte sker, når man holder fest, siger Uffe Markussen til Nordjyske.
72-årige Uffe Markussen er kendt som en talentfuld jazzmusiker og var med i DR Big Band i hele 22 år - fra 1990 til 2012. Siden da har han været en del af Nordkraft Big Band.
Ulla Henningsen og hendes mand bor i et husmandssted lidt uden for Østervrå i Vendsyssel.
Men ”Generationer”-stjernen har også et hus i København, hvor hendes 42-årige søn Anders og tre børnebørn bor, og hun deler derfor sit liv mellem to landsdele.

Ægteparret gør, hvad de kan, for at holde kærligheden ved lige, selv om de i perioder lever adskilt fra hinanden.
- Det kræver meget af os begge to, og det kan også smerte. Vi holder rigtig meget af hinanden og taler om tingene. Vi har meget tillid til hinanden og ved, at det skal være os to. Men det er surt ikke at kunne være sammen hele tiden. Jeg savner ham, og han savner mig, så det er ikke så nemt, siger Ulla Henningsen til BILLED-BLADET.

Her ses Ulla Henningsen med sin musikermand, Uffe Markussen, og deres hund, Lucy.

