28. apr. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Ulla vandt Alene i vildmarken: Derfor er sejren helt speciel

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.

Torsdag aften blev det afsløret, at Ulla Thomsen er vinder af "Alene i vildmarken", og det er helt specielt.

Gennem seks sæsoner har man på DR kunnet følge mange forskellige deltagere i ”Alene i vildmarken”, men den netop afsluttede sæson skiller sig ud.

Det var nemlig Ulla Thomsen, der kunne lade sig hylde som vinder efter 30 dage i den norske ødemark, og det er helt specielt.

Forvekslet med en dreng

Hun er nemlig den første kvindelige vinder af programmet.

- Jeg tror, det er en tilfældighed. Der har tidligere været rigtig gode kandidater til at vinde – også blandt kvinderne, fortæller Ulla Thomsen, der også tidligere i livet har oplevet, at hun skilte sig ud.

- Da jeg var teenager, tog jeg arbejde på et smedeværksted som arbejdsdreng. Jeg fik kun det arbejde, fordi mester ikke havde set, det var en kvinde, der stod foran ham. Han havde givet mig arbejdet, inden han fik mit navn. Jeg fik jobbet på trods af mit køn, og på den pæne måde forsøgte han at få mig ud. Men det viste sig, at det var en økonomisk fordel af beholde mig, for jeg var dygtig til det, jeg lavede, så han gav mig en læreplads, og jeg var der i seks år, fortæller Ulla Thomsen og fortsætter:

- Dengang troede jeg, at nu åbnede verden sig, og kvinder kunne alt, og så har det været deprimerende at se, at det er gået langsomt med mange ting, og at kvinder i håndværksfag stadig oplever en form for diskrimination. Hvis jeg kan være med til at skubbe lidt i den rigtige retning i forhold til det, er det dejligt.

Ældste vinder nogensinde

Udover at være den første kvindelige vinder af programmet, er Ulla Thomsen også den ældste nogensinde, der har vundet ”Alene i vildmarken”.

- Jeg er i god form. Jeg er ikke supertrænet, men jeg cykler over 100 km om ugen, sommer og vinter, og jeg bruger min krop. Jeg har en god grundform. I forhold til alder er der også nogle mentale fordele ved at være ældre, fordi man har mere erfaring. Også mere erfaring med sig selv i krisesituationer, siger Ulla Thomsen.

Hun opholdt sig 30 dage i den norske ødemark, før hun blev hentet af familien, og under sit ophold tabte hun sig 10-11 kilo.

https://imgix.billedbladet.dk/hhh.jpg
Ulla Thomsen blev hentet hjem fra vildmarken af sin familie.
Foto: United/DR

Læs mere om: