
Var med i Jagten på Danmarkshistorien inden sin død: Mere tv på vej med Peter Lund Madsen

Gennem fem afsnit er seerne blevet klogere på vores historie i ”Jagten på Danmarkshistorien”, og i det sjette og sidste afsnit af DR-programmet, var det brødrene Peter og Anders Lund Madsen, som sammen med de to holdkaptajner skulle finde svar rundt omkring på Kronborg Slot.
Programmet blev optaget i juni, og blot få uger senere døde Peter Lund Madsen på en cykeltur som følge af et akut hjerteinfarkt.

Medvirker i dokumentar
Han og lillebroren Anders har mange gange optrådt på tv sammen. Blandt andet har de som makkerpar vundet ”Hvem vil være millionær” – to gange vel at mærke.
”Jagten på Danmarkshistorien” er det sidste program, som Anders Lund Madsen har optaget med sin bror, men der er mere tv på vej med afdøde Peter Lund Madsen.

Efter hjerneforskerens pludselige død den 10. august, meddelte DR, at man ikke ville bringe det sidste afsnit af hans populære radioprogram ”Hjernekassen”. Det var blevet optaget på forhånd, men på grund af de tragiske omstændigheder blev det ikke sendt.
Peter Lund Madsen var en mand med mange jern i ilden, og inden sin død var han også i gang med en dokumentarserie til DR.
Efter dødsfaldet blev optagelserne sat i bero, men over for BT bekræftede DR i oktober, at den vil blive sendt.
- Vi kan bekræfte, at serien fortsætter i produktion og forventes færdigproduceret i efteråret 2026, udtalte de til mediet.
Dokumentarserien, der har fokus på psykiatriske diagnoser, bliver Peter Lund Madsens sidste tv-optræden.
