29. mar. 2014
Af af Helle Skram de Fries

X Factor-Anthonys bedste overraskelse: Mor og lillesøster kom fra Miami

Surprise, surprise. Anthony havde ikke turdet håbe på, at hans mor og lillesøster fik mulighed for at rejse fra Miami til finalen.
Surprise, surprise. Anthony havde ikke turdet håbe på, at hans mor og lillesøster fik mulighed for at rejse fra Miami til finalen.
Foto: Hanna Juul/BILLED-BLADET
Det lykkedes at skaffe penge til en flybillet fra USA, så både Anthony Lopez' mor og lillesøster kunne ønske ham tillykke.

- Ja, familien hjalp til med at skaffe penge til turen, fortalte en lykkelig Mariana Lopez til BILLED-BLADET, efter hendes søn Anthony sammen med Jasmin havde vundet "X Factor" . Både hun og Anthonys lillesøster, Sissi, var blandt publikum, da duoen Anthony Jasmin blev hyldet.

Mor Mariana tog tidligere turen til Danmark fra Miami, hvor hun bor med Anthonys to søskende, Victor og Sissi. Men 16. marts fløj hun retur, og dagen før finalen fortalte Anthony til BILLED-BLADET, at det ikke var lykkedes at skaffe penge til en flybillet, så hans mor kunne komme og se ham i finalen. Men pludselig var hun der og havde lillesøster med.

- Det er næsten den bedste gave overhovedet, at min lillesøster er her, lød det fra en overnud lykkelig og lettere fortumlet Anthony, da han efter TV-kameraerne var slukkede, kunne kramme sin søster..

- Anthony er bare en rigtig dejlig storebror, lød det jublende fra Sissi, der var mægtig stolt af sin dygtige bror. Og både hun og mor Mariana pointerede, at deres jubel i lige så høj grad gjaldt Jasmin.

- Hun er både smuk, dejlig og dygtig!

Jasmin selv kunne næsten ikke fatte, at hun og Anthony havde vundet .

- Da jeg hørte, Eva råbte vores navne op, lettede det bare indeni min krop, og jeg skreg og skreg og kunne slet ikke holde tårerne væk. Det er SÅ vildt, jeg kan næsten ikke forstå det. Blachman er bare fantastisk!