X Factor: Peter kæmpede sig tilbage efter ulykken
Peter Nielsen blev nervøs, da han hørte, at "X Factor"s audition skulle foregå på spillestedet Vega på Vesterbro.
- Vega er en gammel bygning, og de har ofte ikke elevator, men jeg kom ind ad bagvejen og op til scenen med den elevator, de normalt bruger til lydudstyr, fortæller Peter med et stort smil. Peter er en charmerende, varm fyr med en super-optimistisk tilgang til livet. I dag - otte år efter ulykken - tænker han næsten aldrig over, at han sidder i kørerstol. Efter en gymnasiefest i Holbæk kravlede Peter i fuldskab op på et tag og faldt ned. Han husker intet fra ulykken og svarer "pas" til, hvad han skulle på det tag.
- Jeg vågnede op på Rigshospitalet og var lam i benene, men stadig med håb om, at jeg kunne komme til at gå igen. Først efter halvanden måned fik jeg definitivt besked på, at jeg skulle indstille mig på et liv i kørestol. Det tog jeg meget cool. Indtil lægen gik ud af døren. Så brød jeg helt sammen.
Vil også have børn
Efter 10 måneder - i juni 2004 - kom Peter ud fra hospitalet og skulle i gang med at tage 3. g om.
- Det var hårdt at komme fra den beskyttede hospitalsverden, hvor alt var indrettet til kørestolsbrugere, ud til den virkelige verden. Men jeg havde bestemt mig for, at mit liv skulle være præcis som før. Jeg ville kunne de samme ting.
Peters plan er lykkedes. Han klarer sig 100 procent selv i sin lejlighed i nordvestkvarteret i København, passer sit fuldtidsjob hos callcenteret Teleperformance og er ved siden af ved at tage en HD-uddannelse.
Kærester har der været et par stykker af, og Peter ser i øjeblikket en rigtig sød pige, som han er meget glad for.
- På et tidspunkt skal jeg da også have nogle børn, forsikrer Peter.