X Factor vindere fejrer debut-udspil

Anthony Jasmin med Thomas Blachman

Anthony Jasmin med Thomas Blachman

Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET

I går holdt Anthony Jasmin releaseparty hos Sony og fik stor ros af Blachman.

Tirsdag, 17. juni 2014 - af Helle Skram de Fries

Som den første gruppe nogensinde vandt Thomas Blachmans hjemmelavede gruppe "Anthony Jasmin" ”X Factor”, og præmien bestod blandt andet i en tur til Los Angeles.

Ikke for at holde ferie, men for at arbejde sammen med John Shanks, der har arbejdet sammen med de helt store stjerner.

Nu er duoen hjemme og har fået produceret debut EP'en "Stick Together" med fem numre på.

Et af numrene er produceret af Thomas Blachman, og han var naturligvis til stede, da hans gruppe i går holdt releaseparty hos Sony Music i København.

Her underholdt de to skønne mennesker med numre fra EP'en, og det tilstedeværende publikum var begejstret.

- Jeg er kæmpe tilfreds. Det er en fremragende EP, I har lavet. I har udviklet jer og er et skidegodt bud på god pop. Stort tillykke lød det fra Blachman.

Både Jasmin og Anthony er også glade for deres EP.

- Og det var en kæmpe oplevelse at være i LA og indspille i samme studie som blandt andre Lionel Richie. De var lidt hårde ved os i lufthavnen og skulle vide alt om, hvad vi skulle lave, men i studiet var de vildt søde, fortalte Jasmin efter minikoncerten til BILLED-BLADET.

Ikke kærester

Hun og Antony har stadig et tæt søskendelignende forhold.

- Og neeej, vi er IKKE blevet kærester, forsikrede Anthony med et af sine charmerende grin.

”X Factor” er slut, men duoen består og er allerede godt i gang med at spille.

- Vi vil også rigtig gerne lave et helt album, så det arbejder vi frem mod nu, fortalte Anthony.

Familie og venner støtter stadig op om dem, og Jasmin ser også stadig sin ”X Factor” "kollega" Henriette, der bor i Brande.

- Hun er min veninde, så vi ses, når vi kan.

Thomas Blachman kunne fortælle, at han normalt bliver nødt til at flytte ud i skoven en måned, når ”X Factor” slutter.

- Så kan jeg græmme mig derude, jokede han og fortsatte:

- Men det behøvede jeg ikke i år. Da havde jeg den her fornemmelse "Yes Jeg vandt! Vi vandt!", så jeg har ikke behøvet ømme mig i år. Og de her to, de har et liv efter ”X Factor”, sagde Blachman og slog armen ud mod Anthony og Jasmin.

Den 19. juni kan du opleve Anthony Jasmin i Tivoli.