3. apr. 2013
Af Hanne Rask

Annette Heick synes Blachman er befriende

annette heick
Annette Heick
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Annette Heick fandt Thomas Blachmans nye DR2-program ”Blachman” ganske befriende.

Mens de fleste andre har travlt med at hagle Thomas Blachmans selvsmagende og delvist umodne DR2-program ”Blachman” ned, ytrer entertainer Annette Heick i BT, at hun fandt det nytænkende program ganske ”befriende”.

I programmet, hvor Thomas Blachman og en inviteret mandlig gæst sidder og diskuterer kroppen på den nøgne kvinde, der står tavst foran dem, er der lagt op til at vandene deles, men de kritiske vurderinger af programmet har klart været i overtal, mens Annette Heick står forholdsvis alene med sin anerkendelse af ”Blachman”.

-På stripklubber , hvor der er skummelt og mørkt, kigger mænd i alle aldre på nøgne kvindekroppe. Hvorfor skal vi pakke det ind og gemme det væk og kalde det klamt og ulækkert. Jeg var måske blevet forarget, hvis det var en 16-årig pige, der havde stået der, men det var jo modne, naturlige kvinder. Jeg synes, det var befriende, siger Annette Heick om programmet.

Blandt de kritiske røster er blandt andre erhvervsmanden Asger Aamund, der følte de to mænd i programmet, talte som to børn, der leger læge.

-Jeg var rystet over, hvordan en voksen mand som Blachman (han blev 50 år på premieredagen, red.), kunne tale om at gå ind i tissekonen på den rigtige måde. De virkede som to skoledrenge, der sad og vred sig på en nålepude, som om de var bange for den smukke kvindes nøgenhed, siger Asger Aamund til BT.

Læs mere om: