Dronningen mod Blachman: Hvem vælger du i aften?
I aften kl. 20 kan det nemlig blive svært at vælge, hvilken kanal man skal zappe hen på til fredagsunderholdningen.
Både DR1 og TV 2 blænder nemlig op for spændende og underholdende programmer.
På TV 2 sendes der ”X Factor”, hvor dommertrioen Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen fortsætter deres jagt på sangtalenter. I aftenens program afholdes der auditions i Aarhus.
På DR1 genudsendes programmet ”Dronningen holder frikvarter”, der følger dronning Margrethe i hendes kunstneriske frirum. Man kan bl.a. opleve majestæten med pensler og papirklip og i arbejdet som scenograf og kostumetegner på Tivolis ballet "Snedronningen".
Ligegyldigt hvad man vælger, er der dog mulighed for at få set begge programmer.
”Dronningen holder frikvarter” bliver nemlig genudsendt lørdag kl. 17.30 på DR 1, mens ”X Factor” også kan ses på TV 2 Play.