28. feb. 2014
Af Hanne Rask

Felix Smith glæder sig til at blive far igen

Felix Smith.
Felix Smith.
Foto: AOP
Denne gang nyder vi det mere, siger TV-værten om barn nummer to.

I Familie Journal i denne uge deltager TV-værten Felix Smith i bladets artikel-serie ”Kaffepause”, og her bliver han blandt andet spurgt, hvad der kan gøre ham rigtig glad. Felix Smith svarer:

- Min kæreste har en lille baby i maven lige nu, og dét kan gøre mig glad! Det er seks år siden sidst, og vi kan i langt højere grad nyde det denne gang. Vi ved, hvad vi går ind til og er sikre på, det hele nok skal gå, siger en glad Felix Smith.

TV-værten bliver også spurgt, om han har en pinlig oplevelse, han vil fortælle om, og det har han:

- Jeg var 28 år og boede i en lejlighed på Amager. En søndag morgen klokken fire gik jeg i søvne og vågnede ved, at jeg havde smækket døren udefra! Der stod jeg så i underbukser i januar måned, og i resten af huset boede der udelukkende kvinder, som jeg ikke kendte. Efter en meget kort tur ned ad gaden gav jeg mig alligevel til at ringe på folks dørtelefoner, og en lettere beruset, ældre dame lukkede mig ind og lod mig sidde i sofaen, indtil låsesmeden ankom. Det var ekstremt pinligt, men åbenbart er det ikke ualmindeligt: Låsesmeden betroede mig, at han havde opgaver af den slags hver eneste nat, fortæller Felix Smith til ugebladet.

Læs mere om: