Felix Smith i spidsen for adrenalinfyldt sport
- Det var årets motion, puster Felix Smith, efter han har sat sine lange ben på overarbejde og sprintet over bakkerne på Københavns BMX-bane på Amager. I denne weekend lægger banen grus til et rekordstort VM i BMX, og Felix har skudt de fem dages trillende konkurrence i gang som vært for åbningsfesten. Til stor fornøjelse for TV-værten, som selv er vokset op på to BMX-hjul.
- Jeg fik min første cykel i 1984. En lyseblå metallic raleigh-BMX med bukser, trøje, handsker og hele udstyret. Det må have været en af de første sendinger BMX-cykler, der kom til Danmark, og jeg var otte år og kan tydeligt huske, at min mor og far kom hjem med den.
Masser af action
- To dage efter valgte mine forældre så at fortælle mig, at vi skulle flytte fra Gentofte til den anden ende af Sjælland. Hele mit liv blev rykket op med rode, så det føltes meget voldsomt. Men jeg tog cyklen med til Næstved, og de næste 10 år kørte jeg rimeligt intenst på BMX, fortæller Felix, som har trampet de sydsjællandske skove tynde.
- Det tændte mig, at det var det tætteste, man kom på en rigtig crossmaskine, bare med rugbrødsmotor. Og cyklen kunne holde til, at man kørte andre steder end på cykelstierne. Det var helt nyt legetøj for en hel generation, og jeg har altid været til masser af action. Der skal fart på, siger TV-værten, mens vinden river i hans karakteristiske viltre lokker.
Kroppen knækker for nemt
Gennem årene har Felix Smith da heller ikke skånet sin krop. Han har fyret den af med masser af uheld og styrt til følge.
- Jeg har kørt rigtig meget på BMX, rulleskøjter, skateboard og snowboard, og jeg må bare konstatere, at jeg er for dårligt bygget. Jeg har alt for lange ben, og mine arme kommer i vejen. Min krop knækker alt for nemt. Jeg tror, jeg har brækket alle arme og ben, siger Felix.