Glæd dig: Ny sæson af Landmand søger kærlighed på vej
Det populære datingprogram ”Landmand søger kærlighed” på TV 2 får endnu en sæson.
Lene Beier leder netop nu efter nye kærlighedshungrende landmænd, som er klar til at kaste sig ud i brevlæsning og dates.
Programmet skal sendes i efteråret 2019. Alle landmænd, som drømmer om at finde den eneste ene, kan derfor nu tilmelde sig inde på tv2.dk.
- Alle danske landmænd – mænd og kvinder – er velkomne til at skrive til os, hvis de har et oprigtigt ønske om at lade os hjælpe med at finde den eneste ene, siger programredaktør Mads Volck til TV 2.
LÆS MERE: Landmand søger kærlighed: Michael og Vibse kom næsten for sent til fødsel
Meget populært
"Landmand søger kærlighed" har i sin igangværende femte sæson igen været populært blandt de danske TV-seere. Og i programmets levetid har det også haft flere knopskydninger.
Der er siden hen blevet tilføjet et talkshow ”Landmand søger kærlighed – ekstra” og et madlavningsprogram med tidligere landmænd i ”Mænd, mad og kærlighed”.
Den nye, sjette sæson af ”Landmand søger kærlighed” bliver efter planen sendt på TV 2 i efteråret 2019.