Hans Pilgaard og ægtemandens nye projekt: Nu kan du købe deres billeder
Hans Pilgaard har kastet sig ud i et nyt kreativt projekt med sin ægtemand Jobbe. Sammen har de startet en webshop, hvor de sælger smukke landskabsfotografier.
Og det er billeder, som parret selv har taget, da de tidligere på året var på Færøerne.
- Min mand lavet et firma med plakatkunst, der hedder ”Make Me Wonder – by Pilgaard”. Han tager billederne, og så sætter jeg lidt tekst på, fortæller Hans Pilgaard til BILLED-BLADET.
Trænger til ferie nu
Det er Jobbe, som fik idéen til projektet, og nu arbejder ægteparret sammen om at skabe smukke plakater, der alle udtrykker en følelse af håb.
- Nu kan man købe et af vores billeder, hvis man tænker ”gud, det vil jeg have!”. Det er ret fedt, så vi har haft gang i mange ting, fortæller Hans Pilgaard og tilføjer:
- Jeg kan også godt mærke, at jeg allerede trænger til efterårsferie. Jeg kunne sagtens tage en uge eller to på Færøerne, hvis det kan lade sig gøre. Men så vil jeg have min mand med derop!
Parrets naturskønne plakatkunst kan købes på hjemmesiden makemewonder.org.