16. okt. 2022
Af Stine Schou
Hovedforfatteren bag Carmen Curlers: Det kan vi lære af serien
Foto: DR/Tine Harden
DRs nye serie er ikke blot en fortælling om en driftig og utraditionel iværksætter. Det er også en historie, der kan lære os noget om den udskældte boomer-generation.
I DR-serien ”Carmen Curlers” leder Axel Byvang efter en investeringsmulighed.
I avisen læser han en annonce fra en, der har udviklet nogle papillotter, men mangler en investor. Kort efter står den driftige Axel som eneindehaver af patentet, og så er starten gået på det, der skal vise sig at blive et kæmpe erhvervseventyr. Ved hjælp af denne historie er serien også en fortælling om Danmark i 1960’erne. Et opgangsårti, hvor ikke bare papillotter, men også køleskabe og tv-apparater rykkede ind i de små hjem. Og familier fik deres første bil og kunne tage på deres første udlandsrejse, fordi Simon Spies fik idéen til charterferien. Bag serien står bl.a. hovedforfatteren Mette Heeno, og hun mener, at seriens indblik i en tid, hvor der er fart på udviklingen, kvinder begynder at tjene deres egne penge og velfærdssamfundet bliver skabt. Det fortalte hun for nylig i P1 Morgen (link fjernet).
Samfundet så ud på en anden måde
Og det indblik kan hjælpe til forståelsen af den udskældte boomer-generation, der er den generation, der er født i efterkrigsårene og frem til starten af 1960’erne. Generationen er blevet skældt ud de senere år af yngre generationer for at være klimaskeptiske og privilegieblinde. - Man skal huske, at dem vi helt tarveligt og mange i den unge generation kalder for boomere, de jo også har været unge mennesker engang, og samfundet så ud på en anden måde. Og de er vokset op med nogle andre vilkår og samfundsstrukturer og andre autoriteter og hierarkier. Jeg synes bare, det er meget kærligt lige at sende et blik til deres ungdom, fortæller hun.Foto: Jesper Sunesen
Arbejdet med serien har givet hende et nyt blik for efterkrigstidens store generation. Hun synes, det er interessant at skildre en tid, hvor pengene kommer ind i samfundet. Den tid, hvor samfundet bliver rigere. - For hvad sker der så, hvis du i 40 år har levet på en bestemt måde og pludselig får et køleskab?, lyder det fra hovedforfatteren. Du kan høre hele interviewet med hovedforfatteren i P1 Morgen (link fjernet), hvor hun bl.a. også fortæller, hvorfra hun fik idéen til serien.