Ibi Støvings kæreste blev væk fra fødsel
- Jeg var helt alene, da jeg fødte min søn, fordi jeg ikke kunne få fat i Tobias (Grahn, red.). Han havde slukket sin mobiltelefon. Jeg fødte om natten, og han kom først næste dag op ad formiddagen, da han igen havde tændt for sin telefon, fortæller Ibi Støving til BT.
Ibi har hidtil været meget privat omkring sit forhold til fodboldspilleren og sin søn, men under optagelsen til den nye sæson af "Stjernerne på slottet" åbnede hun op, og det var grænseoverskridende for TV-værten blandt andet at fortælle om fødselen.
- Det var hårdt at skulle fortælle om mig selv. Jeg har jo ikke skrevet en bog om mit liv, og jeg holder heller ikke foredrag om det. Så det var første gang, jeg blotlagde mig selv for alvor, og der blev ikke lagt filter på. Det var nærmest angstprovokerende, siger hun og sværger, at hun aldrig vil igennem det igen.
- Til sidst vidste jeg knapt nok, hvem jeg selv var. Jeg var fuldstændig på bar bund de første 14 dage, efter at jeg var kommet hjem. Så fik jeg hjælp til at få samling på mig selv igen. Jeg genfandt min motivation og selvtilliden, og nu elsker jeg igen mit job, siger hun.
De andre medvirkende i programmet er Joachim Boldsen, Lisbet Dahl, Janus Nabil Bakrawi og Morten Spiegelhauer.