Jes Dorph-Petersen: Jeg har en forskudt ryghvirvel
Jes Dorph-Petersen, der er gået fra at veje 96 kilo til 78 kilo, skal passe på, at løberiet ikke tager overhånd. Det fortæller han til magasinet Sundhed:
- Jeg har en forskudt ryghvirvel nede ved bækkenet, og lægen siger, jeg ikke må løbe for meget. Ellers ville jeg selvfølgelig nok prøve at træne til en maraton, siger Jes Dorph med et glimt i øjet til magasinet.
Han kan tilføje, at han har løbet i fire-fem år, og det foregår både i fitnesscenter og i naturen:
- Hvis vejret er godt, løber jeg ud ad Strandvejen, som regel ud til statuen af Knud Rasmussen og tilbage. Korte ture, ikke mere end 5-8 kilometer, fortæller den 53-årige TV3+-vært.
Og hvor mange deler oplysninger om motionsvanerne og resultaterne deraf på de sociale medier, bruger Jes Dorph anderledes metoder:
- Det der med at vise sig frem på Facebook er ikke mig. Og det kan jo også være lidt afslørende. Læg mærke til, hvor mange der kun lægger noget op én gang. Bare se min ven og tidligere kollega Johannes Langkilde. Han begyndte at løbe og delte sine ture på Facebook to-tre gange, så har vi ikke set en skid til ham siden, siger Jes Dorph med et smil.
I stedet benytter Champions League-værten sig af pen og papir, når der skal holdes styr på distancerne.
Han bruger et GPS-ur til at vise, hvor langt han løber på de omkring to ugentlige ture, og så skriver han det ned i sin timemanager, fortæller han til magasinet.