25. apr. 2014
Af af Dorte Quist

Jørgen de Mylius: Alle mine Grand Prix-minder

Hilda Heick, Jørgen de Mylius og Dario Campeotto.
Hilda Heick, Jørgen de Mylius og Dario Campeotto.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Jørgen de Mylius udgiver bog med minder, fakta og videoer om Eurovision fra 1956 frem til i dag.

Det er mindre end to år siden, Jørgen de Mylius udgav sin roste selvbiografi ”Tak for al musikken”, og nu er han aktuel igen med bogen ”Alle Tiders Melodi Grand Prix – Eurovision Song Contest 1956-2013”.

En bog, hvor han har samlet et helt livs minder med Eurovision Song Contest – hvor han selv har præsenteret Melodi Grand Prix-kavalkader og kommenteret Eurovision Song Contest ikke mindre end 24 gange.

- Jeg var næsten lige blevet færdig med at skrive min biografi, da Emmelie de Forest vandt i Malmø sidste år. Og så tænkte jeg, at hvis jeg skal skrive en bog mere, så skal det være denne her; om det europæiske Grand Prix. Der var så mange minder og oplevelser med det europæiske Melodi Grand Prix, som jeg ikke fik plads til i min biografi, og så gik jeg til tasterne igen. Jeg har skrevet på bogen næsten dagligt i et år, fortæller Jørgen de Mylius, der holdt en lille reception på bogen i DR-Byen fredag.

Blandt gæsterne, der kom for at ønske tillykke, var blandt andre Hilda Heick og Dario Campeotto.

- Jeg har lovet min kone, at nu holder jeg en pause med at skrive. Det vil hun sætte pris på. Det har taget mange timer både at skrive og ikke mindst tjekke alle fakta i bogen, fortæller Jørgen de Mylius.

Som noget helt specielt i Jørgen de Mylius’ bog er der til omtalen af hver Eurovision-vindersang en såkaldt QR-kode, som man kan scanne med en smart-mobiltelefon, og på den måde se og høre en video med alle vindersangene gennem tiderne.

Læs mere om: