Jørgen Steen Nielsen død
- Han var et unikt TV-talent med en helt særlig fornemmelse for, hvad seerne gerne ville have, siger redaktør Ole Henriksen til TV2.dk om Jørgen Steen Nielsen, der er død, 65 år gammel.
- Han var med til at skabe TV 2's store folkelige opbakning, og han stod bag flere nyskabelser, især inden for sportsfjernsyn, siger TV 2-redaktøren Ole Henriksen.
Jørgen Steen Nielsen har blandt andet været sportschef i DR og direktør for TV3, efter han stoppede hos TV 2.
Mange husker nok stadig "Sportslørdag" på Danmarks Radio tilbage i 1980'erne, hvor Jørgen Steen Nielsen var vært på programmet.
Han blev født i Kerteminde og kom til Danmarks Radios sportsredaktion i 1977. Her var han i 10 år, inden han forlod jobbet for at blive sportschef på TV 2. To år senere blev han programchef samme sted.
I 1994 kom han til TV3, hvor han tiltrådte som sportsdirektør, inden han i 1998 vendte tilbage som sportschef i DR.
Her fik han dog en hård medfart i 2003, hvor han blev fyret efter en sag om misbrug af licensmidlerne i forbindelse med en tiltagende ludomani.
Et forhold, han senere blev dømt for.
I TV-branchen har han dog nydt stor respekt for sit store og visionære arbejde med mediet.