Jonas Madsen er den nye vært på MGP: Her har du (måske) set ham før
Når Arena Næstved åbner op for årets børnefest lørdag aften, er der uden tvivl lagt i kakkelovnen til en festlig aften, når vinderen af MGP 2023 skal findes.
Der er næsten altid garanti for højt humør og glade børn, men også på værtsfronten plejer DR at være særdeles velforberedte, når børnenes kreativitet skal fejres.
Igen i år er der to værter til at styre løjerne.
DR har valgt at gentage succesen med Stephania Potalivo fra sidste år, men i år bliver hun flankeret af DR-værten Jonas Madsen.
Og har man børn i DR Ultra alderen, så er han måske ikke så ukendt. Han er nemlig et velkendt ansigt for MGP-målgruppen.
31-årige Jonas Madsen er nemlig til daglig vært på nyhedsprogrammet ”Ultra Nyt”. Et program på ”DR Ultra, hvor de forsøger at fortælle nyheder til særligt de 9 til 14-årige i et sprog, som de forstår, og hvor de hele tiden har øje for, hvilke historier de bringer, og hvordan de tilpasser nyhederne deres målgruppe. Nyheder i børnehøjde.
Men nu kan han altså også skrive MGP-vært på sit CV. Noget han glæder sig meget til.
- MGP er helt klart et kæmpe højdepunkt, og for mig er det noget af det største, man overhovedet kan lave. Der er ingen tvivl. Det er jo helt fantastisk at lave så stort et show til Danmarks børn og familier. Det, synes jeg, virkelig er fedt. Det er sgu smukt, fortæller Jonas Madsen i et interview med DR.