8. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Josephine Højbjerg var bekymret inden afgang: Sådan var hendes første indtryk af gruppen i The Journey

Josephine Højbjerg
Josephine Højbjerg.
Foto: Søren Jul Lamberth
I ”The Journey” er seks kendte danskere taget på 15 dages vandretur i Nepal, men det var ikke uden bekymring, at Josephine Højbjerg tog afsted.

Der er lagt i kakkelovnen til store oplevelser og godt fjernsyn, når ”The Journey” de næste syv mandage løber over skærmen.

I mandagens premiereafsnit fik vi en smagsprøve på det, der venter de seks deltagere Christiane Schaumburg-Müller Åxman, Anders Lund Madsen, Stig Tøfting, Josephine Højbjerg, Søs Egelind og Dulfi Al-Jabouri på deres vandretur i Nepal.

Og mens fem ud af seks deltagere har rundet de 30 år, så er der en enkelt, der trækker gennemsnitsalderen en my ned.

Josephine Højberg som de fleste måske kender bedst for sin rolle som ”Tinka” i TV 2’s julekalender. Hun har nemlig med sine blot 19 år takket ja til oplevelsen, men det var ikke uden betænkeligheder.

Det fortæller hun i premiereafsnittet mandag aften.

- Jeg kan godt mærke, at jeg virker betydeligt yngre. Og det er jeg sikkert også på nogle punkter. Det var en bekymring for mig, om jeg sådan ville blive lidt udenfor, fordi jeg jo ret klar er den yngste af os alle sammen, lyder det fra Josephine Højbjerg.

Men umiddelbart er der ikke andet end beundring til den unge deltager. I hvert fald ikke, hvis man spørger Anders Lund Madsen. Han er nemlig yderst imponeret over, at hun har sagt ja til at deltage. Han synes sågar, at det er meget modigt.

Og Josephines bange antagelser kan hun heldigvis også godt pakke væk. I hvert fald vurderet efter det første døgns tid.

- Jeg synes ikke, at når jeg er i gruppen, at det er så tydeligt at mærke på mig selv i hvert fald. Alle er mega åbne, og det er ret skønt, for det gør, at jeg også får nemmere ved at åbne helt op, fortæller Josephine Højbjerg i første afsnit af Viaplays ”The Journey”.

Læs mere om: